Fødevaregigant ser påskevækst for lam, kylling og laks
Den netop overståede påske bød på øget aktivitet i Dagrofas detailkæder og foodservicesegment, når man sammenligner med samme periode sidste år.
Dagrofa melder om solid vækst i salget af påskevarer som lam, kylling og laks, både i detailhandlen og hos foodservicekunder. Især detailbutikker i ferieområder oplevede markant højere kundetrafik.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Dagrofa.
- Vi har haft en god travl påske, og vi kan særligt se, at der har været høj aktivitet i de detailbutikker, som ligger ude i ferielandet tæt på de store sommerhusområder. Der er virkelig blevet handlet ind til det traditionelle danske påskebord, siger Jesper Bjerring, kategoridirektør i Dagrofa.
Omsætningen på lam og kylling i detailhandlen steg til indeks 110 i forhold til påsken 2024. I Dagrofa Foodservice var stigningen endnu højere: lam nåede indeks 134, mens kylling landede på indeks 113. Samtidig steg salget af laks med næsten 50 procent.
- Helt generelt oplever vi, at danskerne fortsat har appetit på at spise ude på trods af, at der er en vis usikkerhed omkring os. Konkret kan vi se i vores tal, at lam og kylling fortsat er blandt danskernes favoritter, når det handler om at spise et godt påskemåltid, og det samme gør sig også gældende med laks, siger Jacob Bangsted, kommerciel direktør i Dagrofa Foodservice.
Også salget af æg og rejer voksede, mens sild fastholdt niveauet fra sidste år. Der var også en bemærkelsesværdig stigning i is-salget til restauranter og caféer, som nåede indeks 153. Det kan ifølge Dagrofa hænge sammen med, at påsken sidste år faldt tidligere end normalt, hvilket øgede efterspørgslen på sæsonprægede varer som is i år.
Artiklen er en del af temaet Dagligvarer.